HTX Robotics

Robotkonkurrence i Svendborg

Svendborg Tekniske Gymnasium er igen i år vært for en stor robotkonkurrence, HTX Robotics, som afholdes den 5. og 6. oktober 2018 i de tidligere AMU-hallerne på Ryttervej 59 i Svendborg.

Der kommer til at syde og boble af liv, når folkeskoleelever fra Sydfyn og gymnasieelever fra hele landet skal dyste i robotkonkurrencen 2018. Sidste års arrangement tiltrak op mod 1000 deltagere og gæster i robothallerne, og der er samme tilslutning fra skoler og firmaer i dette års arrangement.

Brobygning mellem de lokale skoler

Konkurrencen er omdrejningspunktet. Men det vigtigste er, at der bliver mulighed for at danne et netværk mellem robotinteresserede elever og mellem deres undervisere. Som et led deri bliver der også op til konkurrencen arrangeret to træningsdage for de deltagende skoler og deres elever. Eleverne vil møde de andre deltagere og afprøve deres robotter i de rigtige omgivelser i Robothallerne. Her vil underviserne i robotteknologi fra Svendborg Tekniske Gymnasium sammen med HTX-elever stå klar med råd og vejledning. Ligeledes inviterer Svendborg Tekniske Gymnasium de lokale folkeskoler på besøg i deres Robotlaboratorium på Skovsbovej.

Konkurrence: HTX Robotics

Konkurrencen får deltagelse af lokale hold fra Svendborg Tekniske Gymnasium, Rantzausminde Skole, Nymarkskolen, Tåsingeskolen, Haahrs Skole, Ida Holsts Skole og Byhaveskolen samt udenbys gymnasiehold fra Fåborg, Odense og Ballerup.

Holdene, som består af 4-10 personer, vil dyste i tre spændende konkurrencer, som hver især stiller forskellige krav til robotten og teknologien bag.

Der vil naturligvis være et autonomt racerløb, hvor det gælder om at få robotten først over målstregen.

I den anden konkurrence er der placeret eller nedgravet 100 metalklodser i en sandgrav, og her gælder det om at få fragtet så mange metalklodser som muligt tilbage til egen målzone.

Hvert hold får tildelt en pit-stand, hvor robotten kan præsenteres, og hvor der vil være mulighed for at arbejde på at forbedre robotten, når den ikke er i konkurrence.

Robotvirksomheder mangler arbejdskraft

Lige nu bader den syddanske robotindustri sig i succes med stor eksport og millioninvesteringer fra udlandet. Fremtiden ser rigtigt lovende ud, men den kan blive bremset, hvis der ikke er kvalificeret arbejdskraft.

Den udfordring vil Svendborg Tekniske Gymnasium gerne være med til at løfte, og derfor sættes der via HTX Robotics fokus på robotteknologi, programmering og teknik. I samarbejde med de involverede skoler arbejdes der på at give de unge en stærk social og faglig oplevelse i fællesskab med ligesindede.

Samarbejde med Syddansk Universitet

På SDU, som både er uddannelses- og forskningsførende i robotteknologi, bakker de op om de spændende initiativer Svendborg Tekniske Gymnasium, da det er med til at understøtte unges interesse for området. SDU vil også bistå med faglig vejledning, som de deltagende elever kan benytte sig af i deres robotprojekt samt stille med faglige dommere til HTX Robotics 2018.